Tilbud

 

Hunden er ved overdragelse undersøgt af en dyrlæge, vaccineret, chippet, har en sundhedsattest og er ansvarsforsikret.
Kommende modtagere af uddannede hørehunde betaler dog kun et engangsbeløb på 1.500 kr. og 100 kr. pr. år for medlemsskabet af ”Hørehunde.dk” så længe de har hunden hos sig.

Hørehunde.dk tilbyder uddannelse af professionelle hørehunde med standardhjælpe-funktioner og individuelle hjælpefunktioner efter modtagerens behov.

Derudover planlægger vi for vores medlemmer efter behov:

  • 2 x weekendkurser om året, hvor vi tager aktuelle emner op som vores medlemmer efterspørger.
  • Kurser, hvor vores medlemmer i målgruppen kan lære at træne egne hunde.
  • Foredrag
  • En afslappet hundedag en gang om året, hvor alle kan komme og have en sjov og erfaringsrig dag.

Foreningen har indledt et professionelt samarbejde med Tina Fisker. Tina ejer en hundeskole, hvor hun afholder mange forskellige kurser for store og små hunderacer. Vi er rigtig glade for at kunne trække på Tinas ekspertise. Hun har en uddannelse som holistisk hundeadfærdsspecialist. Tina er ansat på en dyrlægeklinik i Egtved. Se evt. www.bobas-hundeskole.dk

Døve og hørehæmmede hundeejere kan normalt ikke følge med på lige vilkår ved almindelige lydighedskurser ved de respektive raceforeninger.  Døve skal have tolket alt, hvad en hundetræner siger til holdet. Der er en tidsinterval på ca. 6-7 sekunder inden tolken kan tolke beskeden fra træneren og inden den døve hundeejer har forstået sin tolk og kan agere sammen med sin hund. Disse 7 kostbare sekunder gør desværre, at både den døve og hunden altid vil være uhjælpelig bagefter på et hold med normalthørende mennesker. Tidsintervallet ligger i handicappet.

På den baggrund tilbyder vi hos ”Hørehunde.dk” mennesker med høretab kurser specielt tilrettelagt til deres høremæssige undervisningsbehov. Vi bestiller gerne tegnsprogstolk eller skrivetolk. Bare sig til.